Snapchat-1460033660.jpg

Hej

Hjertelig velkommen til min blog. Jeg skriver om feminitet, moderskab, nærvær til store og små og parforholdet. Håber du vil nyde læsningen!

Hvordan er det lige, skal man tilbage til job efter endt barsel?

Hvordan er det lige, skal man tilbage til job efter endt barsel?

Dette indlæg har været meget længe undervejs. Faktisk har det ligget som kladde i over et år og bare ventet på at blive sendt ud, men energien til det et først kommet nu, og det passer jo meget godt ind i debatten lige nu omkring institutionslivet.

Store tanker inden barslen ender

I de første 6 måneder af Felix' liv, havde vi snakket meget om, hvordan jeg skulle vende tilbage til mit arbejde i en vuggestue, for det skulle jeg jo, ik? Gør man ikke det, når ens barsel er slut?

Da jeg gik fra på barsel, sagde min mavefornemmelse mig, at jeg ikke skulle tilbage igen. Den institution havde fået al min kærlighed, energi, gode inputs og meget mere. Der ville også komme et lederskifte, mens jeg var på barsel, så det hele var meget usikkert, da jeg forlod huset. Jeg havde endda pakket alle mine ting sammen i smug, så mine kollegaer ikke skulle opdage det;)

Månederne gik, Felix kom, mødregruppen startede, og jeg skulle bare finde hoved og hale i det hele. I løbet af oktober/november 2017, tænkte jeg meget over, hvordan jeg skulle vende tilbage til mit arbejde. Jeg havde overhovedet ikke lyst. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med kollegaer og være faglig og alt det, som nogle af de andre mødre i min mødregruppe snakkede om. Jeg havde bare lyst til at gå hjemme sammen med Felix og se ham udvikle sig. En ting var jeg dog sikker på, jeg ville ikke tilbage til vuggestue, måske det ville være ok, at komme tilbage til børnehave afdelingen? Jeg tog en snak med den nye leder, og jeg kunne sagtens flyttes over i børnehaven, hvis det var det jeg ønskede.

En dag i januar 2018 var jeg i legestue med min veninde fra mødregruppen. Her overhørte vi en mor snakke om, hvordan hun passede sit eget barn og et andet derhjemme ved at være ansat igennem Københavns kommune som privat dagplejer. Jeg sagde lidt henkastet til min veninde, at det ville da være ønskescenariet. Min veninde kiggede på mig med store forventningsfulde øjne og spurgte, om jeg så ikke vil passe hendes pige? Det ville jeg da gerne, men skulle selvfølgelig lige vende det med Jon. Da jeg gik hjemad fra legestuen, kunne jeg mærke, at det ville være det helt rigtige for mig, Felix og min familie.

Jeg kom meget energisk hjem til Jon og fortalte løs, mens han sad og kiggede lidt skeptisk på mig. Han havde en del bekymringer omkring vores økonomi, og godt han bekymrer sig om det, for det er jeg ikke altid god til. Under samtalen studsede jeg over, at Jon sagde, at det ikke lige var sådan han havde forestillet sig livet som familie - for er det ikke sådan, at de voksne arbejder og de små er i institution? Jeg snakkede meget om, at vi jo godt kunne gøre tingene anderledes herhjemme, vi behøvede jo ikke at følge med strømmen med lukkede øjne, for hvad ville være bedste for VORES familie - for vores søn?

Efter noget betænkningstid bliver beslutningen taget, og jeg mærker en kæmpe ro. Jeg har dog et arbejde, der står og venter på mig den 1. marts 2018, så derfor bliver aftalen med min veninde, at hendes pige, Petra, kan starte hos mig i løbet af sommeren. På den måde kan Felix være derhjemme hos Jon, som skal være på barsel og forældreorlov henover foråret 2018, og jeg kan komme ud og tjene nogle penge, inden indkomsten går gevaldigt ned.  

Arbejdsstart efter min barsel er endt

Så kom dagen, hvor jeg skulle tilbage på arbejde. Forinden havde jeg besluttet mig for, at jeg ville prøve at være nysgerrig, åben og lidt tilbageholdende i starten. Før jeg gik på barsel, var min arbejdsgang meget energisk, pligtopfyldende, idérig, og jeg tog ofte mere ansvar end nødvendigt. Jeg kunne mærke, at skulle jeg have en god start tilbage på arbejdet, skulle jeg slå bremsen i og ikke forvente af mig selv, at jeg kunne det samme som før barslen.

Jeg havde taget kontakt til den børnehavestue, hvor jeg skulle starte, og havde aftalt med dem, at jeg ville komme og deltage i stuemødet før min første arbejdsdag. Det var jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Til stuemødet fandt jeg ud af, at den anden pædagog var på ferie når jeg startede, og på min første dag, skulle jeg være alene med en vikar og 15 børn! Jeg fik også lidt at vide om selve børnehavegruppen, og kunne forstå, at den havde været hårdt ramt af udskiftning blandt de voksne, og den havde en udfordrende lille gruppe børn i den store børnegruppe.

Efter kun to dage på arbejde, kunne jeg mærke presset. Presset om at føle mig utilstrækkelig som mor, som kollega, som hustru og hvad med mig selv?

Da jeg gik på arbejde, kunne jeg mærke, at jeg skulle lukke op for en helt ny del af hjernen, som jeg ikke havde brugt længe. Folk spurgte hele tiden, om det var godt at være tilbage, og hvordan var det at starte i børnehaven frem for vuggestuen? Jeg havde ikke rigtig noget svar, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare.

Jeg mærkede et pres på at skulle præstere, at jeg skulle udfylde en rolle på stuen, som de havde forventninger til og som resten af huset havde forventninger til. Der var sket en del ændringer, mens jeg havde været på barsel, så der var både nye og gamle ting/strukturer jeg skulle forholde mig til. Selvom jeg var tilbage i det samme hus, bare på en anden stue, føltes det lidt som om jeg var startet på ny. Ville det have været nemmere at have startet et helt nyt sted? Ville forventningerne have været mindre? Var der overhovedet forventninger fra de andre, eller var det mig selv, der havde forventningerne?

Presset kom fra alle sider syntes jeg. Jeg skulle arbejde i de måneder, for at økonomien hang bedre sammen, pga. Jon havde forældreorlov uden løn i halvanden måned. Jeg skulle selvfølgelig deltage aktivt på stuen. Samfundet forventede vel af mig, at jeg gik på arbejde og bidrog med min del. Folk omkring mig sagde, at jeg nok bare lige skulle i gang, så blev det hele nok godt, og jeg kunne jo godt lide at bruge min faglighed, så det ville da bare være rigtig godt for mig at komme tilbage på arbejde.....

Jeg syntes, det var svært at snakke om. Det var svært for mig at forklare, hvad der skete indeni mig, hvilke følelser og tanker jeg havde. Jeg mærkede bare, at det ikke føltes rigtigt. Det føltes ikke rigtigt for mig at være så mange timer væk fra Felix. Jeg havde ikke den store lyst til at sparre fagligt med mine kollegaer og orkede ikke rigtigt at sætte mig ind i det hele.

Jeg har læst et sted, at der mangler mere fokus på det at komme tilbage på arbejde efter endt barsel. Vi kan læse en masse om, hvordan det er at blive forældre, men det er sværere at finde læsestof omkring, det at få et familieliv til at fungere med børn, arbejde og meget mere. Der er man ligesom mere overladt til sig selv at finde ud af det. Da jeg startede på arbejdet igen, spurgte de fleste til, om Felix så var begyndt i vuggestue. Jeg kunne med lettelse i stemmen sige, at han var derhjemme med sin far. En af mine kollegaer sagde til mig, at det var da dejligt, så skulle jeg ikke have dårlig samvittighed. 

Hvad er det dog for et samfund, vi har opbygget? At det er en selvfølge, at vores børn kommer i institution, og at vi så skal have dårlig samvittighed over ikke at være sammen med dem?

Arbejdet er nu i gang efter endt barsel

Den børnehavegruppe jeg var kommet ind i havde en del udfordringer. Der var en lille gruppe børn, som kæmpede med at lære at indgå i de sociale spilleregler, at mærke sig selv, hvor går ens egne grænser, hvor går de andres grænser, hvordan leger man sammen, hvordan bruger man sin fantasi til selv at finde på en leg, hvordan fordyber man sig og holder koncentrationen og meget mere. Det gjorde desværre, at den lille gruppe tog enormt meget tid, opmærksomhed og kræfter fra os pædagoger, så de andre børn i gruppen blev ”glemt”. De andre børn i gruppen havde så luret den, at hvis man opførte sig på en bestemt måde, så fik man de voksnes opmærksomhed.

Det sted jeg arbejdede, er et stort hus med mange stuer, og det er en garantiinstitution – det vil sige, huset altid skal tage imod et nyt barn, uanset hvor i kommunen det kommer fra – så der er en meget forskellig brugergruppe i huset. Det kræver en hel del af pædagogerne at kunne rumme alle de forskellige børn, at kunne se deres individuelle behov, få skrevet alt det skriftlige omkring de enkelte børn, at tage kontakt til de relevante samarbejdspartnere, og så skal de også lige være nærværende og omsorgsfulde pædagoger.

Hvilke udfordringer vi kunne have i løbet af en dag i børnehaven

Vi er tre voksne til 24 børn i en børnehavegruppe, så har en måske ferie, den anden er syg, og den tredje er alene på stuen med måske en eller hvis jeg er heldig to vikarer. Ud af de 24 børn, er det 5-6 stykker, som kræver ekstra opmærksomhed, så dem prøver vi at fordele ud sammen med de andre børn i enten 2 eller 3 grupper afhængige af, hvor mange vikarer, jeg har fået tildelt. Vikaren er måske helt ny, og bliver overrumplet af situationen og går syg hjem. Derefter ender jeg med en anden voksen fra huset resten af dagen med børnene fordelt i 2 knap så strukturerede grupper og slukker egentlig bare ildebrande resten af dagen og holder os selv oven vande.

Ikke nok med det, så skal der også starte nyt barn. Dette barn kommer fra et ikke-dansktalende land, så det vil kræve noget ekstra at få barnet godt indkørt og det samme med forældrene. Derfor kræver den lidt mere forberedelse og flere samtaler. Derudover er der gamle papirer på børnene, som ikke er blevet ordnet og skrevet færdige, nogle er der deadlines på, inden nogle af børnene skal starte i skole og andre skal bare nås inden sommeren er ovre. De ligger og venter på mig i skabet og ligger et mentalt pres.

De voksnes samarbejde halter i børnehavegruppen. Der bliver snakket i krogene om hinanden, de voksne vælger aktiviteter ud fra hvad de selv vil, de overholder ikke de aftaler, der bliver lavet, og de piller navle i fortiden. Så der er en kultur blandt de voksne, som skal laves om for at få en god arbejdsmoral og et hyggeligt sted at være.

Nogen gange er presset så stort på stuen, at der ikke rigtig er tid til at gå på toilettet og skide, ja så man kunne jo ende med en kronisk tarmlidelse.

Alt det her er sat lidt på spidsen, måske sker alle tingene ikke lige på en dag, men alle eksemplerne er fra virkeligheden. Det kan godt være det er hårdt for os pædagoger at være midt i alt det kaos og larm, men hvad med børnene? De stresser rundt midt i det hele og prøver desperat at finde måder, hvorpå de kan få noget kontakt med de voksne. De er stuvet sammen i for små rum, kommer dog ud i halvanden time efter frokost, hvorefter der er Mindfullness, som skaber en god ro, men de mærker jo de voksnes frustrationer og bliver påvirket af det. Er det virkelig det, vi gerne vil byde vores børn?

Tak fordi du læste med, og jeg bliver så utrolig glad, hvis du vil følge med her på bloggen. Husk at du kan også følge mig på Instagram og Facebook.

Skriv gerne en kommentar omkring dine egne overvejelser omkring endt barsel og institutionslivet :)

Tiden den går jo, når man får børn….?!

Tiden den går jo, når man får børn….?!

Bliver vores børn dummere med brugen af de digitale medier?

Bliver vores børn dummere med brugen af de digitale medier?