Snapchat-1460033660.jpg

Hej

Hjertelig velkommen til min blog. Jeg skriver om feminitet, moderskab, nærvær til store og små og parforholdet. Håber du vil nyde læsningen!

Sådan foregik min ammeetablering - del 1

Sådan foregik min ammeetablering - del 1

Jeg havde haft den mest perfekte fødsel derhjemme i min sofa, alt havde flasket sig, og jeg havde selv taget imod Felix siddende på hug som en anden ur-kvinde. Desværre skulle min ammeetablering vise sig at være noget af en udforing.

Forestillingerne om den perfekte ammeetablering

Efter jeg havde taget imod Felix, får jeg lagt mig ned i hjørnet af sofaen med puder i ryggen og ham liggende på min mave. Jeg havde nemlig lært på et ammeforberedende kursus, at barnet selv kan finde vej fra midt på maven af moren og op til brysterne, hvis man bare giver dem tid nok. Jeg havde endda set en video af det, og det var virkelig smukt og rørende at se. Det var jo min helt klare forestilling omkring ammeetableringen, at min elskede lille søn selv skulle finde vej til brystet om det så tog en time.

Desværre ville min moderkage ikke give slip, så jordemoderen sagde, at Felix skulle lægges til brystet - der røg forestillingen om en selvkravlende lille dreng op til brystet for den helt perfekte ammeetablering - da dette kunne udslippe hormoner, så moderkagen kunne give slip. Felix kunne ikke få fat i noget som helst, selvom jeg lå der i laidback stillingen ligesom hende kvinden, jeg havde set på filmen til det skide ammekursus. Jordemoderen og den studerende sad nærmeste ovenpå mig og hev og trykkede på mine bryster, men lige meget hjalp det, Felix kunne ikke få fat.

Da jordemoderen kunne se, hvor meget både Felix og jeg kæmpede for at få det til at lykkedes, bestilte hun en tid på ammelaboratoriet ude på Hvidovre Hospital til dagen efter, så vi kunne få hjælp til ammeetableringen. Det var helt fint for mig, da jeg kunne mærke, at det her kunne jeg ikke selv finde rundt i, og rend og hop med al den teori jeg havde med i bagagen om den gode og perfekte ammeetablering. For det kunne jeg alligevel ikke omsætte til praksis, og hvorfor pokker var der ingen, der havde sagt til mig, at det her kunne være svært?

Resten af dagen gik med at blive ved med at prøve at få Felix til at spise. På ammekurset havde jeg også lært, at man gerne skulle nå at lægge barnet til, når det giver de første tegn på sult, såsom at lave smaske lyde og række tungen ud. Men hvornår fanden ved man, at det er nu barnet er sulten, når man ikke kender sit barn? Jeg holdt øje med det hele tiden, og var ved at blive sindsyg af det, for er det nu, eller smager Felix bare på luften?….

Jordemoderen havde sagt hud-mod-hud det første døgn, for at Felix havde fri adgang til brystet, og mælken kunne løbe til. Jeg kunne bare ikke holde ud, at have ham liggende der hele tiden. Jeg havde brug for, at han også var hos Jon eller min mor. Jeg kunne ikke rigtig rumme det hele, og det var super frustrerende, at Felix ikke kunne få fat.

Besøg og hospital midt i ammeetableringen

Senere på dagen kom min svigermor for at se sit første barnebarn, og om aftenen kom min far og mine tre søstre. Det var dejligt at have den nærmeste familie på besøg, men samtidig følte jeg også, at jeg bare var inde i én stor boble, og jeg kunne endda føle en lille lettelse, når nogle tog Felix og sad med ham. Det var hårdt hele tiden at have fokus på mine bryster, og om han nu tog fat eller ej. Min mor prøvede virkelig at hjælpe og guide, og jeg bevarede roen, så godt jeg kunne og huskede hele tiden mig selv på, at jeg skulle være tålmodig. Jeg havde fået at vide at en god ammeetablering kunne tage op til 2 måneder! Hen på aftenen kiggede min mor og jeg på hinanden og sagde; Ammebrik. Vi sendte mine to søstre ud for at købe en til mig. Det fungerede også lidt, men da vi ikke vidste, hvordan den skulle sidde ordentligt fast, så kunne Felix alligevel ikke få ordentligt fat i brystvorten. Natten kom, og Felix fik da en lille tår at drikke.

Dagen efter kørte min far os til Hvidovre Hospital, hvor vi fik ammevejledning. Jordemoderen viste os, hvordan jeg skulle sætte ammebrikken rigtigt på, og derefter så hun på Felix´ sutteteknik som intet fejlede. Hun sagde, at jeg skulle amme, når han selv melder sig, og så kunne jeg stimuleringspumpe i det omfang, jeg orkede det. Vi tog hjem igen og startede forfra. Jeg havde ikke overskud til at pumpe, men jeg prøvede virkelig at lægge Felix til, når jeg tolkede, at han gav signal til det. Men jeg syntes, det var rigtig udfordrende ikke at vide, om han meldte sig eller ej.

Felix´ andet levedøgn kom, og jeg var fuldstændig smadret. Vi skulle nu ud på Hvidovre Hospital igen til hælprøve og hørescreening. Vi skulle med bus, og jeg var grædefærdig, inden vi tog afsted. Jeg kunne overhovedet ikke få noget som helst til at hænge sammen inde i mit hoved. Det var en forfærdelig tur derud, og selvfølgelig blev vi afvist af en bus, så vi var sent på den. Jon gik i forvejen ude på hospitalet, så vi kunne nå vores tid, og jeg kom et godt stykke efter. Jo tættere jeg kom på min destination, jo mere kom gråden, og da jeg endelig nåede indenfor på det lille kontor, brød jeg fuldstændig sammen. Jordemoderen kiggede alvorligt på mig og spurgte, om jeg havde ondt, jeg fik fremstammet nej, og fik forklaret at jeg græd, fordi jeg var udmattet og ikke kunne hitte rede i noget selvom helst med det amning. Hun foreslog, at vi blev indlagt, så jeg kunne få hjælp til amningen, og hun syntes også, at Felix var ret gul, så det skulle der følges op på. Jeg kiggede bare lettet på hende og sagde stort JA TAK!

Kan hospitalet så hjælpe med den gode ammeetablering?

Blodprøver og andre prøver blev taget på Felix, og vi blev indkvarteret på en stue. Vores jordmoder var en ældre dame og ret striks i det. Måltiderne blev skemalagt med 3 timers mellemrum, hvor jeg først skulle amme max i 15 min. Mens Jon gav mad fra en lille kop til Felix, sad jeg som en anden "Maren-malkeko" tilkoblet en elektrisk pumpe og pumpede mælk ud til næste omgang. Jon og jeg følte os begge lidt overrumplet af jordemoderen og hendes strikshed, men samtidig gav det mig også noget ro, at det hele blev struktureret, og at der var en, som fortalte mig, hvad jeg skulle gøre.

Der var dog hele tiden en stemme inde i mit hovedet, som skreg nej nej nej, det var lige præcis sådan en situation hende fra ammekurset havde advaret imod. Man skulle give amningen tid, og det var ikke kun vægten på barnet, der var en indikator på, om barnet havde det godt eller ej, og man skulle passe på med erstatningsmælken osv osv. Jeg følte en mindre skyld over, at vi var havnet midt i alt det, at jeg ikke havde fået skabt en god amning fra starten, når jeg nu havde al den viden.

Vi var indlagt i et døgn, og der var en skiften af jordemødre og sygeplejersker, og hvert hold havde deres holdning til, hvad jeg skulle gøre. Lettere forvirrende selvom det også var dejligt, at de ikke var så strikse alle sammen, som hende den første, men mere rolige omkring det hele. Da det første døgn var gået, fik vi at vide, at Felix´ gulsot-tal var stigende, så de ville beholde os et døgn mere. Vi var så heldige, at det var den sødeste jordemoder, der gav os beskeden. Hun kunne se på os, at vi var skuffede, så hun kom med to tilbud til os. Enten kunne vi låne hendes bil til at køre hjem og hente skiftetøj, eller vi kunne tage hjem og så komme igen dagen efter til en ny blodprøve. Vi valgte at tage hjem, og det var så dejligt. Hjemme gik vi i bad og fik rent tøj på, og vi fortsatte med måltider hver tredje time. Dagen efter havde vi forberedt os på at blive indlagt igen, så vi tog til Hvidovre Hospital med fuld oppakning. Heldigvis var vi der kun i to timer, hvor vi fik at vide, at hans tal så fine ud, han tog også fint på og var ikke så gul mere. Hjem med os igen, og vi var nu blevet mestre i at tage bus med barnvognen.

Mere ro omkring min ammeetablering - del 2

Mere ro omkring min ammeetablering - del 2

Felix kommer til verden ved en smuk hjemmefødsel

Felix kommer til verden ved en smuk hjemmefødsel